App udvikler søges til partnerskab

Personligt indlæg af ejer Simon Broskov

Jeg søger en app udvikler, der ønsker at indgå i et partnerskab i et nyt firma. Der skal skabes et stærkt team, der har kompetencerne til at udvikle, lancere og drive egne apps. Ikke udvikle dem for andre. Har du en iværksætter i maven og kompetencerne til at udvikle applikationer, så er det DIG jeg søger.

Er du min App partner til nyt firma?

Der er ingen tvivl om at applikationer er fremtiden og at det har udviklet sig til en milliardindustri. Jeg ser mange muligheder på appmarkedet og selvom der findes mange apps, er der fortsat udækkede behov.

Jeg søger en app udvikler der ønsker at være en del af et iværksætterfirma. En der ønsker at eje og drive egne apps, frem for at lave dem for store virksomheder. Du skal være dygtig til at udvikle til iOS, Android eller til at designe apps.

At være iværksætter kræver noget særligt af dig. Du bliver ikke betalt som normale lønmodtagere, risikoen vil altid være større, men det samme vil afkastet. Dertil kommer de fleksible arbejdstider og glæden ved at “skabe” noget selv. Det er afgørende at du er indforstået med det commitment og engagement der kræver at være iværksætter, så vi ikke ender med et halvfærdigt projekt.

Drømmen om et firma med egne apps

Det er drømmen om et firma, der driver egne apps, som har fået mig til at skrive dette indlæg. Jeg har arbejdet som iværksætter og med webprojekter i omkring 6 år, så jeg kender til betydningen af et stærkt team. Et stærkt team der vil være i stand til at udvikle, lancere og drive apps, uden at skulle betale sig fra det hele.

Selv den bedste idé kræver en god eksekvering og det er derfor personerne bag firmaet er altafgørende. Har du en tilsvarende drøm om at drive dig eget app firma, så tag kontakt til mig og lad os vende mulighederne.

Applikationer i støbeskeen

Jeg har lige nu 2 applikationer i støbeskeen, der ikke umiddelbart findes på markedet, men som jeg ser godt potentiale i. Om det er disse ideer eller en helt tredje vi satser på, vil blive drøftet i teamet. Der skal være enighed om hvilke projekter og applikationer der satses på. Af gode grunde ønsker jeg ikke at løfte sløret for dem her, men det kan vi altid vende på et møde.

Hvorfor ikke betale for at få dem lavet?

Hvorfor betaler jeg mig ikke bare fra, at få mine apps udviklet? Det kan desværre blive scenariet, men i første omgang er min førsteprioritet at få sammensat et stærkt team. Min hensigt er at skabe en spændende virksomhed med flere apps, ikke én app med en virksomhed omkring.

Nu er det ikke sådan, at jeg forventer du laver alt arbejdet, bare fordi kun du kan udvikle applikationen. Jeg vil bidrage til konceptudviklingen, hvordan applikationen skal fungere, den efterfølgende markedsføring mm. Dertil kommer de mere administrative opgaver. Mine spidskompetencer er inden for online marketing og hjemmesider.

Det bør derfor være muligt at finde en ligelig fordeling, så alle partnere deltager aktivt i virksomheden.

Kontakt

Hvis du er interesseret efter at have læst ovenstående, må du meget gerne kontakte mig. Så kan vi tage en snak og finde frem til, om der er grobund for et partnerskab.

Mail: info@medier-co.dk

Mobil: 20 99 88 95